Sociale hierarkier devaluerer kærligheden...

1058-clarity-jeg-er-vaerdiloes-karina-bundgaard-1200x628

Kærlighed er oplevelsen af dyb resonans med en anden entitet. Dyr, menneske, naturen, ja selv sovedyr, ideologier og fænomener kan resonere så stærkt i os, at vi bliver vækket i nuancer af kærlighed og lidenskab.

Hvor kærligheden strømmer er der intet forsvar, betingelser eller krav.

Jovist, der kan være endog meget kraftfulde reaktioner og fastlåste mønstre omkring kærligheden.

Men i kernen af selve strømmen er kærligheden uskyldsren, troskyldig og tillidsfuld.

Kærligheden gør ikke opmærksom på sig selv, men rækker ud efter resonans og forbundethed.


Og det er egentlig meget smukt.


2100-sideopdeling-1000x120.png


Men et menneske, der i fællesskaber og relationer rækker ud fra mangeltilstande i forhold til kærlighed, vil kunne komme til at sætte sig selv i en position uden forsvar, betingelser og krav. I en troskyldig afventen på at blive mødt i de strømme af kærlighed, som der rækkes ud efter.

Fordi der stadig kan ligge noget dybt og gammelt, som venter på at blive helet i moderbindingen, faderbindingen eller i aftryk fra oplevelser, der har sat sig følelsesmæssige spor.


2100-sideopdeling-1000x120.png

 

I fællesskaber og sociale sammenhænge er det naturligt at mennesker danner sig et indtryk af hinanden gennem at forholde sig til kropssprog, stemmeleje, selvfølelse og karisma hos hinanden - vi kan kalde det primal hierarkisk positionering.

Et system i balance vil kunne processere disse indtryk og anvende dem til at skabe en ligeværdig og afbalanceret tilgang til sociale møder.

Et system der er i proces vil kunne reagere på indtrykkene, og skabe ufrivillige følelsesmæssige impulser, som igen kan antænde følelsesmæssige tilstande og overbevisninger, der kan skabe holdninger og fordomme.

Et menneske, der rækker ud med manglende forsvar, betingelser og krav kommer nemt til at udstråle underkastelse - og dermed appellere til at antænde dominansreaktioner hos andre.


2100-sideopdeling-1000x120.png

 

Jeg vil fremhæve to scenarier, som begge er sandsynlige udledninger af en udveksling der fremmer dominansreaktioner.

Det første er scenarie er at det menneske, der har dominansreaktionen, opstarter et hierarki med sig selv i toppen - i en relation med et eller flere mennesker, der kommer til at være i en lavere hierarkisk position.

De fleste fællesskaber har elementer af sådanne hierarkiske strukturer, og kan sagtens være opbyggelige og med et sundt potentiale for skabe tryghed og styrke samhørigheden mellem de individer, der indgår i fællesskabet. De samme hierarkiske strukturer kan dog også udvikle sig til en fastlåsning i destruktive mønstre og rollefordelinger.

Det andet scenarie er det, overskriften på artiklen refererer til. De tilfælde, hvor en dominansreaktion udmønter sig i eksklusion fremfor inklusion.

Hvor en dybtliggende tilstand af sårbarhed og troskyldig afventen, kan antænde en primal hierarkisk nedvurdering fra den dominerende part.

Og resultere i en afvisning af den strømmende kærlighed, og en bekræftelse og forstærkning af mangeltilstanden.

Et hierarkisk mønster, der devaluerer kærligheden.


2100-sideopdeling-1000x120.png

 

Er det meningen vi mennesker skal møde hinanden i de dybe processer og udtryk for uforløst kærlighed, vi projicerer fra vores dybeste mangeltilstande?

Ja. Hvis vi som samfund lærer at det er helt naturligt for mennesker at projicere for meget (eller for lidt), udvikler immunitet for at reagere på dominansimpulser (eller for den sags skyld underkastelsesimpulser) samt får en forståelse for hvordan vi kan møde hinanden ligeværdigt... så kan vi stoppe devalueringen af den kærlighed, mange mennesker rækker ud gennem i og bliver afvist i.

Nej. Et menneske har ikke forpligtelse til at tage ansvar for de (evt. overproportionerede) projektioner, vi møder gennem andre menneskers personlige forhold omkring deres livshistorie. Det vil kunne udvikle sig til en devaluering af kærligheden til sig selv.


2100-sideopdeling-1000x120.png


Det hele kunne starte med sund fornuft - med forbehold for gråzoner, graden af udfordring og for at jo tættere en relation mennesker har med hinanden, desto mere kompliceret bliver det.

 

Men et godt udgangspunkt kunne være, helt enkelt, at spørge sig selv, dybt inde i sjælen:

"Er de krav, der bliver stillet her, rimelige?"

Hvis svaret er nej, så trække energien og kraften ind til egen banehalvdel, og styrke fundamentet og finde et ligeværdigt udgangspunkt at møde hinanden fra.

Og hvis svaret er ja, så forholde sig oprigtigt til at finde en løsning.


1196-portraet-karina-bundgaard-hvid-og-ren-1200x1200.png

Kærlige hilsner

Karina Bundgaard
Shaman i den nye tid

0 kommentarer

Der er endnu ingen kommentarer. Vær den første til at skrive en!

Skriv en kommentar