Kanalisering i de trosløse religioner - når spirituelle virkemidler anvendes til at samle følgerskarer i den almene verden

Set i et historisk perspektiv har effekten af spiritualitetens virkemidler været ubetvivlelig.

Fundamenterne for verdens trosretninger er skabt ud fra mytologier, profetier, budskaber fra de åndelige verdener - essenser formidlet af mennesker, der har været anerkendt for at have en "særlig" kontakt.

Seere, profeter, shamaner, præster, drømmegængere, kanaler - har formidlet deres syn og oplevelser ind i andres virkelighed som spiritualitet og tro.

Men disse evner - eller håndværk - er ikke kun forbeholdt spiritualiten.

I den rationelt betingede verden anvendes nøjagtigt de samme virkemidler - her ofte til at opnå følgere, magt og kontrol med narrativet.

For at blive klogere på denne sammenhæng har jeg herunder forfattet en redegørelse for kanalisering som spirituelt fænomen, nogle af faldgruberne, der hører til - og perspektiveret til tendenser i det almene samfund.

I den spirituelle verden er kanalisering et højt estimeret håndværk, som man har behandlet med stor etisk årvågenhed og krav til det, man kalder kanalens "renhed".

En kanalisering er, helt kort fortalt, en formidling af energi, sammen med ord - det kan sammenlignes med at kunne synge på en måde, så tilhørerne inddrages særligt inderligt i tonerne og musikken. I energien åbnes der til stemninger og tilstande, i ordene kan der være budskaber og eksistentielle betragtninger.

I en kanalisering er der desuden ofte indlejret klarsyn - indsigter i form af billeder eller budskaber, der kan skabe en særligt dyb resonans hos den, der lytter. 

Der har været meget god grund til at være opmærksom på etikken omkring kanalisering - for en dygtigt udført kanalisering kan skabe en resonans hos tilhørerne, som kan give dem følelsen af, at det, der bliver sagt, er "sandheden".

Og er kanalen dygtig til både at formidle energien samt bruge klarsyn til at holde fast i en følelse af renhed, kan det som tilhører være svært at følge med i kunne mærke sig selv og følge med i, om formidlingens retning er meningsgivende.

Der er stor forskel på at mærke en naturlig resonans, og på at blive grebet af at have fundet "sandheden" gennem forskellige former for retorisk resonans.

Den sunde og naturlige resonans styrker den enkelte tilhørers eget fundament for forståelse, kan inspirere selv til at reflektere videre over det, der bliver formidlet, styrker den personlige drivkraft og er på andre måder bekræftende for oplevelsen af at stå stærkt i sig selv.

I forlængelse af den naturlige resonans ligger den naturlige dissonans, som er mindst lige så vigtig og bekræftende. For det er essentielt, at der i kanaliseringen er plads til at tilhøreren også kan mærke, hvor man selv har en anden tilgang end det, der formidles, og ud fra denne "modstand" frit at kunne styrke eller udbygge sit egen fundament for refleksion og forståelse.

I den anden ende af skalaen, der hvor vi kan tale om retorisk resonans, kan tilhørerne til en kanalisering blive inddraget i en oplevelse af at det, der kanaliseres, er "sandheden". Det at sidde over en kanal, der har svaret på alt, kan give en falsk tryghed, som yderligere forstærkes af energien i det, der bliver formidlet.

For, er kanalen dygtig til at formidle energien ud til tilhørerne, kan den stemning, der skabes, facilitere, at tilhørerne synes at alt det formidlede "giver mening" - nærmest uagtet hvad der bliver sagt.

Kanaler, der formidler "sandheder" på denne måde (uagtet om de har hold i noget reelt eller ej), bruger samtidig ofte retoriske greb, der fører tilhørerne ind i kanaliseringens "sandhed". Usammenhængende sætninger, der tager afsæt i noget, som ikke er blevet gjort rede for og/eller konklusioner, der drages uden at have noget at gøre med det, der først er blevet sagt - er i kombination med med letforståelige udsigelser, som det er let at tilslutte sig en enighed i, en forførende og forledende cocktail, som kan overbevise ikke kun tilhørerne, men også kanalen selv, om "renheden" i det, der bliver formidlet.

Der er nogle symptomer, man som tilhører vil kunne opleve, i sådanne sammenhænge, som det kan være gavnligt at være opmærksom på.

For det første vil der kunne være en tendens til at se sig selv som i alle henseender vidensmæssigt under "kanalen" - med en heraf følgende trang til spørge vedkommende om stort set alt, og ukritisk tro på svarene, der gives - samt en villighed til at forkaste egne betragtninger og refleksioner, hvis de er i modstrid med det, kanalen siger. Nogle kanaler føler det naturligt at eliminere modstand mod deres "sandhed", og vil knægte tilhørere, der ikke retter ind.

Hos tilhøreren kan der desuden vækkes fundamentalistiske impulser og en trang til at overbevise andre om den "sandhed", man har fundet hos kanalen. Denne adfærd kan forstærkes, hvis kanalen har greb om mange tilhørere, som bekræfter hinanden i kanalens status som "sandshedsformidler" - herved skabes et ekkokammer, hvor "sandheden" bliver til den faktiske virkelighed hos tilhørerne, og den enkeltes kritiske sans frivilligt - eller tvungent - er lagt til side.

Oplevelsen af at føle sig uforholdsmæssigt eksistentielt ødelagt ved en konfrontation med kanalen kan også være et tegn på, at der er tale om en ubalanceret kanalisering.

I et større prospekt kan tilhørere - i dannelsen af en fælles virkelighed, der utvetydigt defineres af kanalen - opleve at udvikle en fjendtlighed over for andre perspektiver i det hele taget, og over tid miste kontakten med at tænke, synes og tro på andet end det, der er tilladt i kanalens,og fællesskabets, etablerede dogmer.

Gøres der i spirituelle kredse opmærksom på, at der vil blive fremført en kanalisering, er det traditionelt en opfordring til, at tilhørerne skal lytte særligt inderligt efter, hvad der formidles i ord og energi, i en tillid til at det er en "ren sandhed" der bliver formidlet.

Men flere og flere spirituelle er i dag opmærksomme på, at vi ikke skal tro på alt, der "kanaliseres" - heller ikke, selvom det føles "sandt".

Og det er jo rigtig godt.

Men verden har ændret sig, så det er ikke kun i forhold til spiritualitet og religion, vi skal forholde os til "kanalisering".

I den verden, vi kender i dag, er det ikke kun religionerne og spiritualiteten, som har direkte adgang og magtbeføjelser til at skabe verdensordenen gennem påvirkning af eksistentielle betragtninger.

Alle de "kendte" - internationale og nationale politiske ledere, verdens og nationens rigeste, internationale og nationale stjerner, influencere i alle former og selvfølgelig også spiritualitetens ambassadører - har adgang til at påvirke umådeligt mange mennesker.

De virkemidler, der historisk set har været med til at skabe verdens trosretninger og spiritualitet, som gennem historien har haft enorm magt, anvendes i dag som en skjult vej til at forstærke agendaerne for de mennesker, der er i stand til at beherske dem.

Derfor er det vigtigt at være opmærksom på hvordan vi selv, og vores omgivelser, påvirkes i sådan et verdensmiljø. Vi må bevare kontakten med os selv, være åbne for omverdenen, og samtidig holde fast i vores eget fundament for forståelse.

Vi må som stærke individer skabe stærke fællesskaber fra dette udgangspunkt - og ikke lade vores syn på verden blive dannet af forledende, til tider forførende, energier og retorisk resonans fra magtstræbende meningsdannere.

Torsdag d. 19. februar kl. 20.30-21.45 holder jeg et foredrag om kanalisering, klarsyn og retorisk resonans som almenmenneskelig kompetence - og om hvordan disse kompetencer (også i) den rationelt betingede verden kan indvirke forledende på følgerskarer, påvirke flokmentalitet og ændre opfattelse af virkelighed.

Bidrag med en DONATION, eller tilmeld begivenheden på Facebook eller YouTube